top of page

Bliv ven med dit åndedræt

Opdateret: 5. mar. 2020

Mange af os har travlt i vores hverdag, og vi giver os sjældent tid til at trække vejret dybt og roligt. I min klinik inviterer jeg dig til, og instruerer dig i at arbejde aktivt med dit åndedræt, som massagen understøtter og stimulerer. Der er nemlig en masse gode grunde til at være ven med sit åndedræt.


Når du trækker vejret med diafragma, som er vores åndedrætsmuskel, der adskiller bughulen fra brystkassen, og er placeret lige under de nederste ribben, sker der nemlig det, at det parasympatiske nervesystem bliver aktiveret, kroppen falder til ro, og vi kan fx begynde at fordøje vores mad og falde i søvn. Vi er i "ro- og hvile".

I modsætning hertil er "kæmp og flugt" (sympatikus), hvor vi hele tiden er i gang, skal passe på i trafikken, eller vi har travlt, og skal videre til noget andet. Her kommer vi automatisk til at trække vejret "højt", dvs. med brystkassens- og halsens muskler, som er hjælpemuskler til åndedrætsmusklen, og vores fordøjelsessystem bliver dermed sat på pause.


Når vi derimod er i "ro og hvile", (parasympatikus), giver vi vores hals-og nakkemuskler "fri". Så det at være bevidst om sin vejrtrækning, og at "trække vejret dybt" med diafragma kan være med til at hjælpe dig af med spændinger i nakke, hals-og hovedregionen, som ofte medfører spændingshovedpine. Med dybe vejrtrækninger hjælper du også din krop til at nedsætte niveauet af stresshormoner i din krop, og din fordøjelse bliver bedre, pga. at organerne fungerer bedre og fordøjelsessystemet bliver mere harmonisk.


For når vi trækker vejret dybt ned i vores lunger, giver vi vores krop ny ilt, så muskler, celler, organer etc. fungerer mere optimalt. Vi masserer vores organer og tarme, og bindevævet som omslutter organerne bliver mere smidigt. Hermed fungerer transporten af signalstoffer og hormoner bedre. Endelig hjælper det dybe åndedræt med til, at du på udåndingen får afgivet mere CO2, mælkesyre og andre tiloversblevne elementer i din krop, så miljøet i kroppen bliver mere basisk, frem for surt. Hermed bliver kroppens naturlige helingsprocesser aktiveret, så inflammatoriske tilstande reduceres og arvæv heler lettere.


Så kom og bliv ven med dit åndedræt på briksen, og bliv mere bevidst om hvad du selv kan gøre i din hverdag for at fremme dit velvære, alene ved at trække vejret!


Kærlig hilsen Ulla




68 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page